Tanzanias eksotiske ø, Zanzibar, byder ikke kun på badning og afslapning på stranden, men derudover også på mange kulturelle oplevelser i øens hovedstad og økonomiske centrum, Zanzibar Town, hvori den verdensberømte gamle bydel Stone Town også ligger.
Zanzibar ligger i det Indiske Ocean uden for Tanzanias østkyst, og er i et unionsfællesskab med Tanganyika på fastlandet, som tilsammen udgør United Republic of Tanzania. Zanzibar består af en del småøer samt to hovedøer; den sydlige Unguja (uofficielt kendt som Zanzibar) med et areal på 1.658 km2 og den nordlige hovedø Pemba, som måler 984 km2. Sammenlagt bor der ca. 1 mio. mennesker på øerne.
Zanzibar har samtidig også en lang og yderst interessant historie, der oser af intet andet end eventyr. Næsten alle har strejfet øen i fortiden fra persiske handlende, arabiske sultaner, til europæiske opdagelsesrejsende og søfarer. Zanzibar har også haft en noget mere dyster historie, da den har været centrummet for slavehandel under kolonitiden. Dermed byder Zanzibar på en masse spændende kulturelle seværdigheder og oplevelser.
Dette skal man opleve i Zanzibar Town
Stone Town
Zanzibars gamle bydel Stone Town kan absolut betegnes som Zanzibars sjæl. Bydelen består af mange små, snoede gader, lagt som en labyrint mellem de flotte historiske stenbygninger. Det er nemt at vandre rundt og blive opslugt i dette kvarter i flere timer. Man skal dog ikke være bange for at fare vild, da man før eller senere altid vil ende op ved kysten eller hovedvejen Creek Rd.
Hvor end du befinder dig i Stone Town, vil du blive mødt med noget nyt ved hvert hjørne af de smalle gader. Det kan eksempelvis være lyden af Koranlæsning, historiske forter, overdådige arabiske villaer med en gård i midten, smukke indiske huse med besmykkede verandaer, små charmerende caféer og små butikker som sælger kunstvarer samt andre lokale varer – alle med flotte udsmykninger af farverige koraller.
Beit al-Ajaib
Beit al-Ajaib (The House of Wonders) er Zanzibars Nationalmuseum og en af de vigtigste bygninger i Stone Town. Bygningen er også en af de største, der findes i Zanzibar. Den elegante bygning i arabisk stil blev bygget i 1883 af Sultan Barghash, og fungerede dengang som et sted for religiøse ceremonier. Bygningen blev bombet af briterne i 1896, men blev genopbygget af Sultan Hamoud, som så brugte den til at være hans palads indtil hans død i 1911.
Nu er bygningen gjort til Zanzibars Nationalmuseum, og blandt udstillingerne findes kulturelle objekter af Det Indiske Oceans dhow kultur, swahili-kultur og historiske objekter fra det 19. århundredes Zanzibar. Ud over udstillingerne er bygningen i sig selv et fantastisk syn, og dørene i bygningen er alle gigantiske og besmykkede i arabisk stil. Beit al-Ajaib er dermed et af de steder, man ikke skal gå glip af, når man er på Zanzibar.
Darajani Marked
Darajani Markedet ligger midt i Zanzibar Town ved siden af Creek Rd., og her finder man alt fra mad til tekstiler og kunstvarer. Selvom de mange mørke og smalle passager i markedet kan virke overvældende, og selvom atmosfæren på stedet til tider er lidt kaotiske, er markedet alligevel et besøg værd. Her får du nemlig både en overvældende sanselig oplevelse, samt en mulighed for at komme helt tæt på kulturen og lokalbefolkningen.
Du vil blive udfordret med alt fra travle handlende til lugten af friske krydderier og fisk. Samtidig bliver du også mødt med smukke, strålende farver af friske frugter og blomster. Derudover er der gode muligheder for at gøre et kup her og handle dig til unikke varer af lokalt håndværk, eller du kan prøvesmage de mange spændende eksotiske frugter og madvarer.