En trekking på Kilimanjaro er en helt unik oplevelse. At stå på bjergtoppen hele 5.895 meter oppe og opleve den fantastiske udsigt samt det kick, det giver at nå hele vejen op på Afrika’s Tag, kan dårligt beskrives med ord.
At bestige Kilimanjaro er ikke særlig teknisk krævende, men at bestige det højeste punkt på Uhuru Peak er stadig en fysisk udfordring. De fleste mennesker kan dog sagtens klare turen, men det er en god idé at forberede sig godt hjemmefra, så du er bedre rustet til udfordringen.
1. Sørg for at være i god fysisk form:
Du kan inden afgang træne dig op ved at lave fysiske aktiviteter cirka tre gange om ugen, og gerne i 3-5 måneder inden afrejsen. Gå lange ture, gerne med en lille rygsæk med vand og forsyninger, for at vænne dig til at vandre med let oppakning. Det er en god idé at kombinere med konditionstræning som løb, cykling eller svømning.
2. Investér en fleece-inderpose:
At købe en ny sovepose kan være dyrt, men du kan faktisk opgradere din sovepose på en billig måde ved at købe en fleece-inderpose, og på den måde kan din sovepose klare 6-8 grader mere.
3. Pak din rygsæk effektivt:
Det eneste du skal sørge for at havde med er dine personlige ejendele, da ekspeditionstelte, alt køkkengrej, proviant til tre daglige måltider (der er rigeligt) og toiletpapir (tag en ekstra rulle med hjemmefra) leveres på trekket. Der er ikke stole/borde med på trekket, så en siddepude og evt. thermarest-stol kan varmt anbefales. Du skal sørge for at medbringe nok tøj, men tag ikke mere end i omegnen af 15 kg bagage med. Du skal helst pakke vandtæt, så brug pakposer eller plastikposer til at holde vandet ude. Vigtige personlige ejendele som pas, rejsedokumenter, penge og medicin pakkes i lynlåsposer.
4. Afsæt 7-8 dage til at nå toppen:
De fleste deltagere på de kortere ture ender med at give op, inden toppen er nået på grund af højdeproblemer eller højdesyge. Den vigtigste faktor i forhold til at nå toppen er den løbende akklimatisering under opstigningen, og denne akklimatisering tager tid.
5. Vælg Lemosho-Shira-ruten:
Denne rute er den mest fascinerende rute på Kilimanjaro, og her er optimale forhold for akklimatisering og effektiv højdetilvænning.
6. Sørg for at holde dig varm:
Temperaturen skifter meget undervejs på vejen mod Kilimanjaro’s bjergtop, og derfor skal du selvfølgelig medbringe lidt forskelligt tøj, så du kan tage flere lag på, når det bliver koldere. Varmt undertøj inderst, fleece som det mellemste lag og noget vindtæt yderst.
7. Hav gode vandrestøvler på:
Det er vigtigt, at du har gode vandrestøvler på, da du skal lange strækninger hver dag. Du kan nå op på en 12-13 km lang vandring på topdagen.
Der er mange måder, hvorpå en bestigning af Kilimanjaro kan foregå. Derfor håber vi, at du finder vores lille oversigt over gode tips nyttig, så du kan tage de rigtige beslutninger om hvilke forberedelser og faktorer, der skal til, for at sikre dig selv den bedste oplevelse med en trekkingtur på Kilimanjaro.