Victoriasøen

Kært barn har mange navne, hvilket også er gældende for Victoriasøen, som både kaldes Nam Lolwe på Lou, Nalubaale på Luganda og Victoria Nyanza på Bantu. Navnet Victoriasøen stammer fra den britiske opdagelsesrejsende John Hanning Speke, som opkaldte søen efter Dronning Victoria, da han som den første europæer opdagede søen i 1858.

Victoriasøen er en fascinerende og enestående seværdighed. Victoriasøen er, med sit funklende blå vand, alsidige dyre- og planteliv, samt sin overvældende størrelse, bestemt et besøg værd, når man er i Tanzania. I vandet findes der en spektakulær variation af tropiske ferskvandsfisk, der blandt andet er eksporteret til alverdens ferskvandsakvarier.

Derudover er søens bredder særdeles fredelige og byder på afslapning og gode svømmeture, som et godt alternativ til de mange vilde safari aktiviteter. Området omkring søen er også den ultimative destination for fuglekiggeri og lystfiskeri, hvor man desuden kan komme på spændende sejlture og vandreture. Når man er i området, er det oplagt at besøge Robondo og Saanane nationalparker og opleve både kulturen og den fantastiske natur dér. Søen, som er Afrikas sø, er centrum for meget liv, både dyr og mennesker, således er der rigeligt med oplevelser, når man bevæger sig ud på disse kanter.

Fakta om Victoriasøen

Victoriasøen er beliggende mellem den vestlige og den østlige brudzone i Rift Valley og er dermed beliggende 1134 meter over havets overflade. Yderligere er Victoriasøen beliggende på grænsen mellem Tanzania, Uganda og Kenya, hvor den længste kyststrækning er i Tanzania, da omkring 50% af kyststrækningen er i Tanzania, 5% i Kenya, samt 45% i Uganda, som dog i vid udstrækning er grundet de mange øer. Rent faktisk er der over 3.000 øer i Victoriasøen, herunder Tanzanias nationalparker og øer Saanane og Robondo Island.

Med et overfladeareal på omkring 69.000 km² er Victoriasøen Afrikas største sø, samt verdens største tropiske sø. Yderligere er Victoriasøen verdens andenstørste ferskvandssø, kun overgået af Lake Superior, som ligger på grænsen mellem USA og Canada. Søen indeholder omkring 2.750 km³ vand, hvor søen på sit dybeste er 82 m dyb, hvilket ikke er en specielt dyb sø, men som dog giver plads til et mangfoldigt liv under overfladen. Victoriasøens overvældende størrelse gør, at den er en del af Afrikas Great Lakes, som overordnet set er de tre største søer i Afrika. Betegnelsen dækker dermed over Victoriasøen, Tanganyikasøen og Malawisøen, som alle er beliggende i Tanzania.

Forskellige floder er essentielle for Victoriasøen. Der er mange forskellige små floder, som forsyner Victoriasøen med nyt vand, her er Kagera Floden den primære. Kagera tilfører Victoriasøen med omkring 6,4 milliard m³ vand om året, og munder ud i Victoriasøen i Uganda, relativt tæt ved den grænsen til Tanzania. Den primære flod, hvor vandet fra Victoriasøen flyder ud, er den Den Hvide Nil, som oftest også kaldes Victoria Nile. Den Hvide Nil har sit udspring i Uganda, tæt ved den store by Jinja.

I områderne omkring søen dyrkes der særlig meget jord, og søen giver gode betingelser for fiskeindustrien. Dette gør området til et vigtigt økonomisk centrum for Tanzania. Der bliver blandt andet dyrket kaffe og uld, men fiskeri forbliver den traditionelle industri. Derudover er der kommet udvikling i telekommunikation og infrastruktur til området. Søen er også brugt som en handelsrute mellem landene, og alt dette resulterer i, at der bor specielt mange mennesker ved søens bredder.

Victoriasøens geologi

Victoriasøen har en yderst interessant geologisk historie. Victoriasøen har gennemgået mange forandringer i tidens forløb, lige fra den nuværende lavvandede situation, med en gennemsnitsdybde på blot 40 meter, til hvad der formentlig har været en række mindre søer, som er blevet til én. En række boreundersøgelser af Victoriasøens bund har vist, at søen har været tørret ud minimum tre gange, siden den blev dannet. Disse tørkeperioder er sandsynligvis relateret til tidligere istider, hvor nedbøren aftog globalt. Victoriasøen var sidst tørret ud for omkring 17.300 år siden, og begyndte at blive fyldt op igen for omkring 14.700 år siden. Geologisk set er Victoriasøen ung, da den blot dateres tilbage til omkring 400.000 år siden, dog er der masser af interessant historie i denne periode.

Det overfladiske vand i Victoriasøen, dets begrænsede vandforsyninger, samt dets store overflade i forhold til dets volumen, gør Victoriasøen skrøbelig overfor klimaforandringer, hvilket er endnu en årsag til, hvorfor vi skal passe på miljøet, hvis man skal kunne have muligheden for at opleve denne fantastiske sø i de næste mange år.

Opdagelse af Victoriasøen

En af de første registrerede oplysninger om Victoriasøen kommer fra arabiske handlende, som rejste på indre sejlruter i jagten på guld, elfenben og andre kostbarheder, samt slaver. De rejste på Nilen, videre af Den Hvide Nil og dermed endte de i Victoriasøen. Flere kort fra denne tid, gengiver nøjagtigt Victoriasøen, hvor de tillægger søen at være kilden til Nilen. I Europæisk kontekst blev Victoriasøen som sagt, først opdaget i 1858 af den britiske opdagelsesrejsende John Hanning Speke. Speke troede også, at han havde fundet kilden til Nilen, da han så det vidtstrakte åbne vand, som var Victoriasøen. Dette skabte meget røre i den videnskabelige verden, da andre mente, at det var sydligere søer, der var kilden til Nilen. I dag er der stadig blandede holdninger til, om kilden til Den Hvide Nil stammer fra Victoriasøen, hvor floden udspringer, eller om det stammer fra nogle af de utallige andre floder, der giver liv til Victoriasøen.

Victoriasøen i dag

Victoriasøen har i dag, som den har haft i mange årtusinde, en central position i det østafrikanske liv. Eksempelvis har Victoriasøen siden 1900-tallet haft en central rolle i transporten mellem Tanzania, Uganda og Kenya. De vigtigste havne på søen er Kisumu i Kenya, Mwanza, Bukoba i Tanzania, samt Entebbe, Port Bell og Jinja i Uganda, som alle er vigtige i transporten på tværs af søen.

Yderligere er Victoriasøen en af de største ressourcer til Afrikas indlandsfiskeri. Oprindelig bestod fiskebestanden i Victoriasøen blandt andet af flere hundrede forskellige cichlider. I 60’erne og 70’erne udsatte man dog en ny fiskeart i søen for at fremme industrifiskeri. Denne fiskeart var Nilaborren, som kan blive over 2 meter lang og veje op til 200 kg. Nilaborren er en rovfisk, hvorfor denne ikke har mange fjender i Victoriasøen, hvilket har medført, at bestanden af cichlider gennem årene er gået fra omkring 400 forskellige arter til under 200 forskellige. Nilaborren er dog yderst populær som spisefisk, hvorfor den er med til at give mange mennesker føde samt indkomst, da den udgør omkring 80 % af fiskebestanden i søen, hvorfor der er rigeligt af den.

En anden ny art der er begyndt at indtage Victoriasøen er vandhyacinten, som er en form for ukrudt i vandet. Denne plante gror på overfladisk vand, hvor den kvæler alt under den, da et tæt dække af denne plante vil dække vandoverfladen fuldstændigt. Derved kan fiskene ikke komme op og få ilt og plankton. Man mener at planten, som stammer fra Brasilien, er kommet grundet de ideelle forhold, der er for planten lige netop her. Årsagen hertil er, at mange af de skove der vokser rundt om søen, i de senere år er blevet fældet. Dette har medført, at mange af jordens næringsstoffer skyldes ud i søen, når det regner. Derfor er man begyndt at tale om, at denne skovbevoksning skal genplantes, for at genskabe de naturlige forhold i Victoriasøen.

Victoriasøen er et enestående og fascinerende sted, som har et utroligt liv omkring sig. Søen er bestemt et sted, der er værd at besøge, når man er i Tanzania.