Få oplevelser står malet i hukommelsen som en safarirejse gennem en af Afrikas største perler: Tanzanias Serengeti.
Serengeti National Park har sit navn efter de uendelige, åbne vidder, der strækker sig længere end øjet rækker under den bagende afrikanske sol – ”Serengeti” betyder ”endeløse sletter” på Swahili, og navnet kunne næppe være en bedre beskrivelse af dette hjemsted for savannes mest ikoniske indbyggere.
Eventyret begynder
Knap har man bevæget sig ind på de åbne, gulbrune græssletter, før myriader af liv begynder at vise sig. Gnuer i hundredvis dominerer landskabet, men også zebraer og flere antilopearter dukker op i hobetal, efterhånden som Land Roveren triller gennem det tørre græs. En springbuk springer frem fra græsset og krydser vejen foran bilen – hurtigt er den væk igen, og kun de rillede, sorte horn kan øjet følge længere end få sekunder, når springbukkens gulbrune pels forsvinder i det gyldne græstæppe.
På vejen gennem Serengeti ændrer landskabet sig langsomt. Pletter af pastelgrønt titter frem blandt gyldenbrunt. Pletterne bliver flere og flere, og til sidst har de grønne buske og korte græs overtaget landskabet, der nu er helt dækket af et tæppe af frodige grønne nuancer: Land Roveren er nået frem til et af Serengetis mange vandhuller. Her stråler træer og buske, og flodhestene daser i det gråbrune muddervand, hvor deres runde kroppe ligner store kampesten.
Dyrearter på Serengeti
Serengeti er hjem for flere dyrearter, der kun sjælden spottes i den vilde natur. Dikdiken er en lille gyldenbrun dværgantilope, der ikke bliver højere end 40 cm., og den kan derfor være svær at spotte på den tørre slette. Øreræven er ligeledes et lavstammet dyr, der kan skjule sig blandt parkens græs og buske, men får man øje på den, vil de enorme ører, der hvert er på størrelse med rævens hoved og bruges til at regulere dens kropstemperatur, hurtigt afsløre hvilket dyr, der er tale om.
På den åbne slette tårner enlige akacietræer, hvis trætoppe synes at trykkes flade mod himlen. De er ikke specielt høje, men virker sådan i det åbne landskab, der kun brydes op af enkelte blåslørede bakker i det fjerne. Fra træernes toppe holder gribbene udkig over savannen, hvor deres skarpe øjne søger efter byttedyr i græsset. De er altid parate til at slå til, hvis muligheden byder sig.
Girafferne trasker langsomt mellem træerne med lange, klodsede skridt og strækker deres lange hals mod træernes toppe for at mæske sig i de saftige blade. Træerne har luret dem: Når girafferne spiser af bladene, udsender træet et kemisk signal, som føres videre af vinden. Når andre træer i vindens retning mærker det, begynder de at producere mere garvesyre, så deres blade får en bitter smag. Det er alt sammen et forsøg på at beskytte sig selv ved at forhindre girafferne i at rippe grenene for de grønne blade. Naturens beskyttelsesmekanismer er forunderlige!
En mester i kamuflage
Land Roveren stopper. Chaufføren har fået øje på et medlem af savannens elite, en mester i kamuflage: Leoparden, der skjuler sig i skyggen af krat og buske. Nu kommer kameralinserne for alvor ud; zoomet fanger leopardens blågule øjne, der glimter gennem linsen og giver et øjebliks vindue til det rolige rovdyrs sjæl. Den træder frem, og pludselig går den gennem det åbne landskab, fri af krat og buske, og tilsyneladende fuldstændig upåvirket Land Roverens tilstedeværelse og de mange linser, der er rettet mod den.
Med mættede linser kører Land Roveren videre, og inden dagen er omme, står han der pludselig: slettens konge, der slænger sig dovent i krattets skygge under den sene eftermiddagssol. Gjort til et ikon af den gamle Disney-klassiker er løven helt sikkert det dyr, de fleste besøgende til Serengeti drømmer om at få i linsen. Land Roveren får selskab af flere biler, og snart har et slæng af safarikøretøjer samlet sig et stykke fra krattet, alle proppet med gæster, der forsøger at fange dyrenes konge i et evigt minde. Så rejser han sig. Løven trasker ud fra krattets beskyttende skygger og stiller sig til kameraernes fulde skue i det åbne græs; hans røde løber. I baggrunden står rækker af gnuer linet op, men de er for langt væk til at de endnu behøver frygte hanløvens tilstedeværelse, der ellers ynder at overlade jagten på bytte til flokkens hunner. Så går han; som den diva, dyrenes konge kan forventes at være, får han snart nok og forvinder hurtigt tilbage til krattets omfavnende skygger, hvor linserne ikke kan nå ham.
Når dagen er omme
Kobbersolen sænker sig over sletten efter en lang dag, hvor Afrikas vildeste dyr har gjort sig til på Serengetis uendelige lærred. Fra lejrens store, komfortable kanvastelte nydes udsigten over sletten og det gyldne skær, inden mørket sluger landskabet og åbner op for nattens stjerner. Her, i ly af storbyens kunstige lys, kommer de frem i tusindtal og skinner som små, fjerne diamanter i mørket.
I morgen starter hele showet forfra.