Det er tidlig morgen, da den stærke sol bryder gennem de kolde skygger. Nattens kølige vinde har endnu ikke lagt sig, og hårene på armene rejser sig som for at fange de varme stråler, mens spændingen får alt til at sitre, helt ud i fingerspidserne.
Gruppen summer; eventyrlystne rejsende, der for få timer siden var hinanden fremmede, har samlet sig foran hotellet i den lille, støvede landsby, Moshi, midt i det øde Tanzania, med håbet om, at de kommende dage vil bringe liv til store drømme. Inden længe afgår bussen med retning mod nationalparken, hvor Afrikas højeste bjerg breder sine fødder ud over den åbne slette og rejser sin top højt mod himlen.
Snakken går, og hele bussen synes at dirre af spænding, mens hjulene triller gennem landskabet. Snart sænkes farten, og hjulene knaser mod grusvejen. Bussen stopper på en parkeringsplads for enden af en sti, prydet af en stor bue, som afslører, at indgangen til parken er nået. Nu begynder eventyret.
Begyndelsen
I samlet flok bevæger gruppen sig afsted ad brede stier, og snart er parkeringspladsen forsvundet bag grønne buske og høje træer, der lukker himlens blå strøg ude. Blandt traskende skridt bryder junglens lyde ud: fuglene kvidrer højt i trækronerne, mens de sort-hvide aber svinger sig mellem grenene højt over hovederne. Fluerne summer og junglens mest belastende beboer, myggen, har også fundet vej hertil.
Over timer snor stien sig gennem det tætte skovlandskab, der gemmer på liv under hvert et bland og bag hver en gren. Op ad dagen ankommer gruppen til bjergets første lejr i junglens grønne dyb. Teltene er ankommet før dem, på ryggen af det stærke hold af lokale bærere, der spæner op og ned ad bjerget, som var de født på dets top. Lejren venter nu blot på at blive indtaget af trætte vandrere, der dedikeret anretter den dejligst mulige soveplads i teltets bund.
Om aftenen samler gruppen sig i det store spisetelt, hvor snakken bryder ud henover en sand buffet af herligheder. Udenfor teltet sænker solen sig over junglen, og mørket sluger hver en busk og kvist, men indenfor er der liv, og mørket ænses slet ikke.
Morgendagen gryr
“Tea! Tea!” Ordene høres i drømme, kort inden gruppen rigtigt vågner. Snart bliver de tydelige, genkendelige, og bevidstheden indfinder sig, netop som en hånd banker på teltet: ”Godmorning! Tea?”.
Lynlåsen kører ned, og teltet åbner sig og lukker den skarpe morgensol ind, mens armene finder vej ud af den lune sovepose for at tage imod metalkoppen med den varme drik. Det er svært rigtigt at vågne. Morgenluften er kølig, og man skal tage sig sammen for at bryde fri af den varme soveposes trygge greb om kroppen. Den går dog ikke længe, og snart er soveposer og telte pakket sammen, morgenmaden indtaget, og gruppen er igen på vej ad snoede junglestier, op ad bjergsiden.
Fra junglens lukkede, frodige dyb, åbner landskabet sig og afslører en flad verden dækket af lave, grønne buske; gruppen er ankommet til Shira-plateauet på kraterkanten af en af bjergets udslukte vulkantoppe.
Her, på grænsen til de 3.000 højdemeter, er humøret højt og tonen kæk: Selvfølgelig, når det er gået så let indtil nu, vil toppen blive besejret senere på ugen! Ja, halvvejs oppe ad bjerget fejler selvtilliden intet.
Mod Lava Tower
De næste to dage fortsætter vandringen over det åbne plateau, inden ruten går hele vejen op i 4.600 meters højde til Lava Tower, en spektakulær formation af lavasten fra vulkanske udbrud i bjergets spæde ungdom. Heroppe er landskabet tørt, råt og mere bart, men store blomster og alpine ørkenplanter pryder stierne.
Mens øjnene frydes ved de forunderlige, smukke landskaber, kæmper lungerne for at flytte kroppen fremad og op i den stadigt tyndere luft. For nogle bliver vandringen til Lava Tower turens første solide mavepuster. Mens trætte kroppe kæmper sig opad med hængende hoveder og dybe, forcerede åndedræt, plantes et lille frø i de allerdybeste sindelag: en ubehagelig tanke i det stille indre; tvivlen.
Efter turen til Lava Tower dykker stien igen ned i mere komfortable luftlag, og der skal gå hele to dage, inden gruppen igen befinder sig i så tynd luft. Barrafu-lejren i 4.600 meters højde er bjergets sidste lejr inden toppen, og vandringen dertil går over den imponerende og stejle Barranco-væg. På afstand virker den vulkanske klippevæg så intimiderende, at vandrere kunne forestilles at falde fra væggen hvert øjeblik.
På klos hold er stierne dog ganske sikre, omend stejle, og med fødderne sikkert traskende gennem alpint ørkenlandskab på den anden side af væggen, er den sikre base på bjergsiden nu ikke langt væk.
Nedtællingen
På denne den sidste dag inden ræset mod toppen af Afrikas Tag bryder ud, vendes nat og dag på hovedet: Pakket ind i soveposer og varme lag i teltets lune rede forsøger spændte vandrere til det sidste at lukke ned for tankemylder og lade søvnen skylle ind over sig i eftermiddagstimerne. De fleste kæmper forgæves.
Kort før midnat er løbet kørt; for de fleste har den dybe søvn nægtet at indfinde sig, og det er nu tid til at stå op. Mørket har slugt bjergets top, og nattens klare stjerner har endnu ikke meldt deres ankomst. Alt er kulsort.
I pandelampernes spinkle skær forsøger gruppen at blive klar til nattens eventyr. Lag på lag trækker de i, mens støvlerne snøres om fødderne, og hænderne varmes under fugtige åndedræt – tankerne er for længst stukket af i en spurt mod toppen.
Startskuddet
Der er ikke meget tid til at fjolle omkring. ”Okay, let’s go! Pole, Pole!”. Startskuddet har lydt. Kun bevæbnet med lyset fra pandelamperne bevæger gruppen sig modigt ud i mørket, der omkranser lejren som en solid mur. Kulden bider gennem marv og ben, men trækker sig hurtigt, når tunge åndedræt river og flår ilten ud af luften, og varmen siver ind og omfavner kroppen indefra.
Som en doven larve, der smyger sig op ad bjerget, bevæger de spinkle lys sig knap nok i den tynde luft. Gruppen kæmper for at sætte den ene fod foran den anden, mens de går i blinde i det sorte landskab, hvor kun de nærmeste meter foran dem oplyses. Bjergsiden føles som en trædemølle. Hvor er der langt! De presser og presser, men synes ikke at rokke sig ud af stedet.
Tiden går i stå. Det kulsorte tæpper ligger stadig tungt over landskabet; der er intet synligt mål at kæmpe for. Nok vandrer de i samlet flok op ad den stejle, sorte bjergside, mens de er helt alene med tanker og følelser, der suser afsted i ekkoet af de øredøvende hjerteslag og anstrengte åndedræt: beslutsomhed, kampgejst, tvivl, dedikation, motivation, tvivl, håb, desperation, tvivl.
Pludselig er det her: lyset! Efter hvad føles som en uendelighed, brydes det sorte tæppe langsomt op i blege gråtoner, og inden længe kan bjergsiden skelnes fra himlen omkring den. Fra horisonten pibler et svagt gyldent skær ind over landskabet, og toppen af bjerget træder frem. Så tæt på!
Straks liver gruppen op. Med lysets komme iler de pludselig frem, overmodige, mod målet der pludseligt troner foran dem, så nært, at man næsten kan række hånden ud og mærke det.
Halsen snører sig sammen: for ivrigt, for overmodigt! Med langsomme, veltilpassede skridt tvinges fødderne nu frem og op, 1 skridt, 2 skridt, 3 skridt. På vej mod toppen flader landskabet pludseligt helt ud, og de sidste anstrengelser går ad næsten flade stier langs toppens enorme plateau.
Afrikas Tag
Endelig, efter timers kamp gennem det sorteste ingenting, kan gruppen sætte foden på Afrikas højeste punkt, Uhuru Peak, der løfter sig imponerende 5.895 meter over havets overflade. Blikket sløres og øjnene flakker; de er våde. Hånden lægges instinktivt over maven; mellemgulvet skælver. Det er næsten ikke til at bære! Aldrig har lettelsen, lykkefølelsen, euforien skyllet ind over kroppen som nu, med foden på toppen af det mægtige Kilimanjaro.