Lake Natron

Lake Natron er endnu en af de mange alkaliske søer i Tanzania, men denne sø er en helt speciel en af slagsen, da søens geologi og biologi er noget af det mest unikke i verden. Søen er beliggende i den nordlige del af Tanzania, i forlængelse af the Great Rift Valley, og er omgivet af stejle skråninger og vulkanske bjerge, hvor vulkanen Oldoinyo Lengai stadig er aktiv. Søen er ikke særlig dyb, da den største dybde kun er på 3 m. Søen er derimod stor, da den måler 56 km i længden og 24 km i bredden. Lake Natron indeholder aflejringer af salt, natron, og magnesiumcarbonat, der giver søen en på PH-værdi på mellem 9 og 10,5. Det primære tilløb til søen er fra den sydligeliggende flod Ewaso Ng’iro, der har sin oprindelsessted i Kenyas centrum. Vandtemperaturen ligger for det meste over 40 °C.

Oplevelser i Lake Natron

Den høje temperatur omkring søen, som nogle gange kommer op til 60 °C og det høje saltindhold i søen gør, at der ikke lever så mange vilde dyr i området. Dog er søen stadigvæk et vigtigt område for visse fuglearter, og hér findes en del endemiske alger og endda fisk. At dyrene kan trives i området omkring Lake Natron kan skyldes, at Lake Natron er beriget af mange varme kilder, som tilføjer løbende frisk mineralvand til søen. Derudover får området omkring søen sæsonregn, mest i perioden fra december til maj, hvor den årlige gennemsnitlige nedbør er på 800 millimeter.

lake natron

Et af Lake Natrons varemærker er dens saltede overflade, der ofte er farvet rød eller lyserød af de mange specielle mikroorganismer, som lever af saltet. Dette giver søen dens specielle udseende. Desuden er søen den eneste ordentlige yngleplads for den lille flamingo (Phoenicopterus minor) i Østafrika, med omkring 2,5 millioner individer. De mange flamingoer, som lever i området, lever bl.a. af Spirulina (specielle blå-grønne alger med røde pigmenter). Derudover findes der omtrent 100.000 andre vandfugle i området. I vandet lever der en endemisk fiskeart, den alkaliske tilapia, der trives bedst ved de varme kilder. På grund af biodiversiteten, og specielt de ynglende flamingoer i området, har Tanzania udnævnt Lake Natron til at være et beskyttet Ramsar-område den 4. juli 2001.

Lake Natron er et absolut unikt naturfænomen, som virkelig er et besøg værd. Du kan med fordel kombinere en tur til Lake Natron med en bjergbestigning i vulkanen Oldoinyo Lengai, hvor du vil få nogle helt uforglemmelige oplevelser. Derudover kan du besøge Arusha nationalparken, som ligger ikke så langt derfra. Der kan du også få nogle gode kulturelle oplevelser samt spændende naturoplevelser.

Leave a Reply