Ngorongoro Conservation Area
Ngorongoro krateret er et fantastisk og imponerende sted, hvorfor også hele området er blevet gjort til et naturbeskyttelsesområde. Ngorongoro Conservation Area har et areal på 8.292 km2 og ligger i en højde mellem 1.020 og 3.587 meter over havets overflade. Naturreservatet ligger omkring 200 km vest for Kilimanjaro og cirka halvvejs mellem Tanzanias kyst og Victoriasøen. Ngorongoro naturreservatet grænser op til Serengeti Nationalpark, som det frem til 1956 rent faktisk var en del af. Serengeti Nationalpark, som inkluderede Ngorongoro området, blev oprettet i 1951, men grundet meget postyr fra masaiernes side, blev Ngorongoro området nedklassificeret til “conservation area”. Dette blev gjort, således at masaierne stadig havde lov til at bo og græsse deres kvæg i området, som de netop havde gjort i generationer.
Krater-højlandet i Ngorongoro udgør verdens største ubrudte, ikke-oversvømmede caldera. En caldera er den kraterformation, der opstår når en vulkan synker sammen efter et stort udbrud. Reservatet omfatter op til flere kratere, herunder Ngorongoro krateret, Olmoti krateret Oldonyo Lengai krateret og Empakaai krateret, hvor Ngorongoro krateret er det største, og uden tvivl er det mest kendte af dem alle.Området er helt unikt, hvorfor det i 1979 også blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Ngorongoro Conservation Area indeholder mange vigtige og interessante områder, herunder Ngorongoro krateret, Olduvai slugten, der er et centralt sted for masaierne, samt har en utrolig tilvandring af dyr fra Serengeti sletten. Alt i alt er Ngorongoro naturreservat noget helt særligt.