The Big Five
Afrika er især kendt for The Big Five, som er de eftertragtede og imponerende dyr, som mange håber på at finde på en safari i Tanzania. Der findes også varianter som The Big Nine og The Small Five.
Men har du nogensinde hørt om The Ugly Five?
Hvis man selv kunne vælge, er det måske ikke lige en top-5 over de grimmeste dyr, man helst ville være i. Ikke desto mindre fortjener dyrene i The Ugly Five en særlig præsentation.
Alle dyrene kan almindeligvis findes i Østafrika samt syd for Sahara.
Vortesvin (Pumba)
De fleste kender nok vortesvinet Pumba fra Løvernes Konge. Om det er lige så kønt i virkeligheden, kan diskuteres.
Desuden må vortesvinet være det dyr, der har savannens uheldigste navn – for seriøst, hvem vil hedde noget med “vorter” og “svin”? Ordet vorte stammer fra de vortelignende knolde, den har i ansigtet.
Vortesvinet er en planteæder og er almindelig udbredt og ganske aktiv på den afrikanske savanne.
Vortesvinet bliver normalt mellem 12 og 18 år gammelt og vejer mellem 60 og 120 kilo. Denne vægt kombineret med den lettere kompakte krop betyder også, at det ofte har svært ved at løbe fra diverse rovdyr.
Marabou-stork (Korongo)
Marabou-storkens udseende er måske ikke det kønneste du har set, og det er der en grund til. Den ådselædende fugl, som også bliver kaldt “bedemanden”, bruger nemlig sit nøgne hoved og hals til at stikke ind i kadaveret, når den spiser. Så undgår den nemlig at blod og andre rester fra det døde dyr størkner i dens fjer.
Faktisk spiser marabou-storken alt, hvad den kan komme i nærheden af – menneskrald, krabber og andre fugle. Når den spiser ådsler, lader den først gribben spise færdig, inden den tager for sig af retterne.
Den gigantiske stork kan blive op til 150 cm høj og har et imponerende vingefang på op til 3,7 meter.
Selvom den hængende røde pose under dens næb umiddelbart ikke ser indbydende ud, har marabou-storken faktisk lagt navn til den kendte chokoladeproducent.
Gnu (Nyumbu)
Gnuen hører egentlig til antilopefamilien, selvom den ikke er lige så smuk og elegant, som de antiloper, man normalt tænker på.
Af udseende minder gnuen mest af alt om en mindre heldig blanding af en bøffel og en hest. Dens skæve proportioner med både manke og horn gør den til en pudsig skabning på den afrikanske savanne.
Gnuer lever i flokke større flokke på op til ca. 150 gnuer, der består af både hunner, hanner og deres afkom.
Selvom gnuen er et eftertragtet byttedyr på savannen, er den selv på evig jagt efter det gode græs. Den er ikke bleg for at gå efter føden og kan let gå op mod 50 km om dagen.
En gnu kan blive op til 20 år gammel og nå en vægt på 140-290 kilo.
Hyæne (Fisi)
Mange husker de onde hyæner fra Løvernes Konge med deres uhyggelige grin og skarpe tænder. Og det er netop deres hæslige smil, der gør dem værdige til at være med i The Ugly Five.
I virkeligheden er den hundelignende hyæne et intelligent dyr og en enormt effektiv jæger.
I hyæneflokkene er det hunnerne der bestemmer, og allerede fra de er helt små, skal hyæneungerne kæmpe om at få en plads i hierarkiet.
Hyæens “latter” er dens særlige kendetegn. Det lyder måske som om den griner, men dens kalden kan bl.a. være et tegn på ophidselse eller underkastelse over for resten af flokken.
Hyæerne æder båder ådsler og levende dyr og fortærer gerne op til seks kilo kød om dagen. De æder også gerne knogler, som de nemt tygger i stykker med deres skarpe tænder. Det høje indhold af saltsyre i deres mave gør, at de nemt kan sluge deres bytte med hud og hår.
Grib (Samba)
Ofte kårer mange gribben til det grimmeste dyr i The Ugly Five, men dens mindre tiltrækkende udseende yder den ikke retfærdighed.
Gribben er opkaldt efter fabeldyret med ørnehoved og løvebagkrop fra den græske mytologi.
Den er en hærdet svæveflyver, der bliver op til 14 kilo tung. Den har et ekstremt godt syn, som den bruger til at spotte sin føde med, når den svæver over savannen i op til 1500 meters højde.
Gribbe er i dag et truet dyr, men hvis du er heldig, kan du få et glimt af den sjældne fugl på savannen. Her svæver de højt på himlen eller sidder på jorden, eller mens de fortærer et festmåltid af et kadaver.