Kilimanjaro

Mount Kilimanjaro er med sine 5.895 meter Afrikas højeste bjerg og er samtidig verdens højeste fritstående bjerg og kaldes derfor også for ‘Afrikas Tag’.

Fra toppen af Kilimanjaro er der en helt exceptionel udsigt over det omkringliggende landskab.

Bestigning af Kilimanjaro

Kilimanjaro (Kilima Njaro) betyder “skinnende bjerg” på Swahili og bjerget er så højt, at bjergtoppen er dækket af sne, selvom det kun ligger 330 km syd for Ækvator.

Kilimanjaro blev besteget for første gang den 6. oktober 1889 af Yohannes Kinyala Lauwo (militærleder i Marangu), Hans Meyer (tysk geolog) og østrigeren Ludwig Purtscheller.

Det højeste punkt er Uhuru Peak på den vulkanske kegle Kibo, mens de øvrige toppe er Mawenzi og Shira.

  • Mawenzi

    Mawenzi er en af de vulkanske kegler ved Mount Kilimanjaro og har en højde på 5.149 meter.

  • Shira

    Shira er ligeledes en vulkansk kegle ved Kilimanjaro med en højde på 3.629 meter.

Der er dog ikke tale om nogen teknisk vanskelig opgave når man bestiger Kilimanjaro og for at nå det højeste punkt, Uhuru Peak, det er nærmere en meget hård trekkingtur.

Dog er det vigtigt at tilføje, at turen op af Kilimanjaro også indeholder seriøse udfordringer, som ikke skal ignoreres. Især højdesyge er noget, man skal tage seriøst, og med Kilimanjaros 5895 meter, er dette ofte en faktor, der gør, at mange må vende om og dermed ikke når toppen.

Akklimatisering tager tid, så det er vigtigt at afsætte cirka 5-8 dage til at nå toppen.

Når man vælger at bestige Kilimanjaro, er der forskellige ruter, man kan vælge for at nå toppen af Kilimanjaro. Der er forskellige fordele og ulemper ved de forskellige ruter, således er det vigtigt at vælge den rute, der passer til ens kunnen og ønsker. Der er mange forskellige ruter, hvoraf de mest kendte er:

  • Rongai ruten
    Dette er den eneste nordlige rute på Kilimanjaro, og der er mulighed for en nogenlunde akklimatisering. Landskabet på denne rute er meget tørt og landskabet er derfor ikke så frodigt her, men denne rute har dog sin egen charme.
  • Marangu ruten
    Dette er den “letteste” rute på Kilimanjaro, men det er dog stadig en udfordring at nå hele vejen op til toppen. Hvert år er mange, som må give op undervejs på denne rute. Denne rute er den mest populære og kan derfor ikke anbefales hvis man gerne vil opleve det mere uberørte og øde Kilimanjaro samt have gode chancer for at nå toppen.
  • Lemosho ruten
    Ruten begynder ved Londorossi og ender ved Uhuru Peak. Denne rute er en af de bedste ruter på Kilimanjaro. På denne rute, bevæger man sig over Shira plateauet, som er et utroligt smukt område, hvor kroppen samtidig har mulighed for stille og roligt at vænne sig til højderne. Denne rute er helt fantastisk og kan bestemt anbefales.
  • Machame ruten
    Denne rute er rigtig god, men den kræver dog minimum en uge for at kroppen kan akklimatisere ordentligt undervejs. Ruten starter ved Machame og ender ved Uhuru Peak, og tager dig på en smuk tur op af Kilimanjaro. Man kommer ikke over Shira plateauet, men det er muligt at se dette på afstand.

Uanset, hvorvidt man er til bjergbestigning eller ej, så er Kilimanjaro dog stadig en seværdighed, der bestemt er værd at besøge. Det sagnomspundne bjerg byder på utallige oplevelser på grund af den fantastiske historie, den smukke natur og det spændende dyreliv.

Historie

Kilimanjaro er for det meste dækket af hvide skyer, der for det meste dækker toppen og disse skyer medvirker til, at Kilimanjaro er forbundet med mystik.

Kilimanjaro har i århundreder været omdrejningspunkt for det østafrikanske folks sagn og religioner. Der er desuden blevet fundet spor, som tyder på at mennesker langt tilbage i historien har jaget dyr og samlet planter omkring Kilimanjaro.

Der er blevet talt om Kilimanjaro i århundreder, hvor det første bud man har på en omtale af Kilimanjaro, var i det andet århundrede e. Kr. af den alexandrinske geograf Ptolemaios, der berettede om landet i Østafrika, der husede “menneskeædende barbarer” og “Store snebjerge”. Dette er dog lang tid før at Kilimanjaro blev kendt for europæerne, da dette først skete i 1848.

Størstedelen af Kilimanjaro er nu en nationalpark, som er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Dette er sket på grundlag af den helt enestående natur samt de særlige geologiske forhold, der eksisterer i området omkring Kilimanjaro

Geologi

Kilimanjaro har tre vulkanske toppe; Kibo, Mawenzi og Shira. Uhuru Peak er det højeste punkt på Kibo.

Kilimanjaro er en stratovulkan, som betyder at den er opbygget af mange forskellige lag (strata) af lava, vulkansk aske og tefra, og er opstået mellem to kontinentalplader.
Forskellen på en stratovulkan i modsætning til eksempelvis en skjoldvulkan er, at siderne ofte er mere skrå, lavaen er mere tyktflydende, og der er større risiko for voldsomme gas, røg- og askeudslip, som kan være farlige. Eksempelvis var Vesuv, som dækkede den romerske by Pompeji med aske, en stratovulkan.

Kilimanjaro er ikke helt udslukket endnu. Bjerget “sover” kun og det udsender stadig tunge svovldampe og vulkanske gasser. Det er dog kun Kibo, som stadig kan risikere at gå i udbrud, da de to andre kratere på Kilimanjaro er slukket.

En erosion var skyld i, at krateret i dag er det laveste af de tre krater. Man kan dog ikke tydeligt se Shira krateret, da et senere udbrud fra Uhuru krateret på Kibo næsten fyldte Shira krateret med lava. Dette udbrud resulterede yderligere i, at lavaen flød hele vejen rundt om Mawenzi, og et slags plateau blev dannet. Dette plateau danner nu grundlag for den mest populære rute til Kilimanjaros top, Marangu ruten.

Kilimanjaro var i udbrud for mere end 100.000 år siden, men så sent som i 1940’erne rumlede det i krateret, og der har været flere eksempler på jordskred og kollaps i krateret. Kilimanjaro ligger på en tektonisk brudflade 80 kilometer øst for den geologiske aktive Rift Valley

Naturen omkring Kilimanjaro

Kilimanjaros bjergskråninger er frodige, og her er en tyk, grøn skov. De omkringliggende sletter er tørt græsland, som er hjemsted for elefanter, løver og mange andre af de fantastiske dyr, der lever på savannen.

Kilimanjaro dækker over fem klimazoner, hvilket viser sig i de meget forskellige omgivelser efterhånden som man bevæger sig op af bjerget. Ved foden af Kilimanjaro befinder man sig i en regnskov og helt anderledes er landskabet, når du når toppen, hvor du går gennem stenørkenen for at komme op til kraterranden, hvor du er omgivet af gletschere.

Fra frodighed til ørken

Skoven ved foden af Kilimanjaro er præget af store træer, der kaster en mørk skygge over skovbunden, og derved skaber en verden i mange etager. Denne fugtige og frodige skov er hjem for mange forskellige plantearter og dyr, og er helt bestemt et sted, hvor det er værd at gå på en mindre opdagelse.

Jo højere op ad Kilimanjaros bjergskråninger du bevæger dig, jo lavere bliver buske, lyngområder eller kæruld. Længst mod toppen kan ikke engang disse hårdføre planter klare sig, kun larver, mos og nogle få stenbræk overlever de ekstreme forhold. Dog er der helt ved kraterhullernes varme dampe et par få og hårdføre planter, der med deres rødder klynger sig til den fattige jord. Rejsen op af Kilimanjaro er helt unik, og man får betydningen af klimazonerne helt ind under huden.

Spændende dyreliv omkring Kilimanjaro

Mærkeligt nok er der en del dyr, der er i stand til at overleve højt oppe ad bjerget, således er der rig mulighed for at se det interessante dyreliv det meste ad vejen op mod Kilimanjaros top. Antiloper, bøfler, sjakaler og vilde hunde er alle blevet set på Shira plateauet, som er i 3800 meters højde.

Højt på bjerget er der dog ikke mange dyr, der kan overleve, men når en større rovfugl svæver forbi, er det rigtig imponerende. En mere irriterende fugl man kan møde på toppen, er den frække hvidhalsede ravn, som er kendt for at tømme de rejsendes rygsæk for næsten alt spiseligt. Helt anderledes er det i skoven for foden af Kilimanjaro, hvor det vrimler med aber, små hjorte, antiloper, masser af mindre pattedyr, og fugle i alle størrelser. Mange af dyrene kan være svære at se, men kan måske høres.

Kilimanjaros gletsjer

Kilimanjaro er et af de eneste økosystemer nær Ækvator, der har store mængder gletsjeris. Dette er dog desværre noget, der formentlig vil ændre sig inden for de næste årtier. I mindst 11.700 år har der været is på Afrikas mægtigste bjerg, Kilimanjaro, men nu er gletsjerisen igang med at smelte faretruende hurtigt, og det sagnomspundne bjerg er ved at blive skaldet. Isen på toppen af Kilimanjaro smelter nemlig med et foruroligende tempo, og farten accelererer desværre. I 1912 dækkede iskappen på toppen af Kilimanjaro 12 km2, hvor det i 2007 var skrumpet til under 2 km2.

Der er uenighed blandt forskerne om hvornår de præcist mener, at gletsjeren vil være helt væk, men ét er sikkert, hvis man ønsker at opleve dette fantastiske og enestående syn, har man lidt travlt, da der ikke går mange år, før der ikke længere vil være gletsjere på toppen af Kilimanjaro. Glaciologen

Lonnie Thompson udførte i 2007 nogle større målinger af gletsjerne på Kilimanjaro, og fandt frem til, at 26 procent af isen, der havde været dér i år 2000, var forsvundet i 2007, samt hele 85 procent af den mængde is, som havde været på bjerget tilbage i 1912, er væk. Denne afsmeltning skyldes en kombination af regional afskovning og klimaforandringer. Den globale opvarmning er den helt store synder, hvorfor vi kun har os selv at bebrejde for de skader, der sker på gletsjere verden over, Kilimanjaro er blot et eksempel, hvor farten på afsmeltningen er meget hurtig. Lonnie Thompson mener, at isen kan være væk i 2033, måske allerede i starten af 2020’erne. Således vil der snart ikke være mere “Njaro” i Kilimanjaro, men kun “Kilima” (bjerget) tilbage. Men hvis man rejser inden for de næste år, vil man stadig have mulighed for at se dette vidunder af et bjerg med de imponerende hvide tinder.

Kilimanjaro er et besøg værd

Uhuru peak- toppen af Kilimanjaro

Kilimanjaro får med sin snehvide top og karakteriske facon en helt majestætisk udstråling, som det rejser sig op over de tanzanianske højsletter. Det er et enestående og unikt bjerg.

Dét at bestige Kilimanjaro vil give dig mulighed for at stå på Afrikas tag og skue ud over det afrikanske kontinent og det smukke landskab der omgiver bjerget. Der er en næsten endeløs liste over mulige oplevelser, du kan få på sin vej op mod Uhuru Peak på Kilimanjaro. De fem klimazoner gør, at du kommer igennem forskelligt vejr, temperaturer og bevoksning. Ligeledes forandrer dyrelivet sig, og utroligt nok kan mange dyrearter overleve i de tynde luftlag. På toppen af denne sovende vulkan har du stadig mulighed for at opleve den snehvide gletsjer, dog er dette ikke en oplevelse, der vil være mulig for alle i fremtiden. Derfor er det bare om at komme afsted, og opleve dette prægtige bjerg, enten fra afstand eller på helt tæt hold gennem en bjergbestigning.

Leave a Reply