7 utraditionelle dyr du kan opleve i fantastiske Tanzania

Serval i Tanzania

Tanzania er fuld af spændende dyr. Man kan være heldig at spotte nogle vilde elefanter slentre hen ad den afrikanske savanne – eller en løveflok i færd med at skaffe sin daglige føde. Men The Big Five er blot toppen af isbjerget.

Tanzania gemmer på utallige vilde dyrearter, og vi har derfor valgt at sætte fokus på nogle af de utraditionelle dyr, som man kan være heldig at opleve på sin safaritur til skønne Tanzania. Hold derfor godt øje med disse 7 smukke skabninger.

1. Den snedige serval

Serval
Serval i træ
Serval i græsset

Servalen hører til kattefamilien. Med sin camouflerende pels og sorte pletter kan den minde lidt om en leopard. I modsætning til leoparden har den nogle usædvanligt store øre, der gør, at den kan høre ultrasoniske lyde, så den lettere kan opspore sit bytte.

En fuldvoksen serval er omkring 50 – 100 centimeter lang, vejer mellem 9 og 18 kilogram og kan blive cirka 20 år gammel. Dens bagben er desuden længere end dens forben, der gør, at den kan springe op til 3 meter op i luften, når den jager.

Den jager små byttedyr som fugle, fisk, harer og små antiloper, men det foregår primært om natten på egen hånd. Servalen lever nemlig ikke i flok. Når den får unger, lever den dog sammen med dem, men når ungerne bliver omkring et år gamle, skilles deres veje.

Hvis man gerne vil opleve dette fantastiske kattedyr, skal man holde godt øje i bjergene og på sletterne i Tanzania, for Servalen sniger sig gerne rundt i det høje græs og tæt ved floderne. Sommetider er de også at finde højere oppe. Servalen kan nemlig også finde på at klatre op i et træ for at søge skygge eller fred og ro.

2. Den sociale zebramangust

Zebramangust bagfra
Stående zebramangust
Flok zebramangust

Zebramangusten er et lille pattedyr, der i modsætning til Servalen lever i store flokke på op til 40 individer. Zebramanguster er omkring 40 centimeter lange, vejer 1,5 til 2 kilogram og kan blive cirka 8 til 10 år gamle.

Dette lille fascinerende dyr er yderst socialt anlagt. Hele flokken jager sammen, sover sammen og ikke mindst passer unger sammen. Det er nemlig ikke alle hunnerne, der får unger. Flokken har én leder – alfahunnen, og det er denne hun, der yngler som den eneste. Men hele flokken er med til at passe og opdrage de nye små zebramanguster.

Når flokken jager, kan det være for at finde insekter, larver, mus, små krybdyr og i høj grad æg. Når de har fundet nogle insekter eller æg, kan de komme ind til det, der er værd at spise, ved at banke insektets eller æggets hårde skal mod en sten eller noget andet hårdt.

Hvis man gerne vil opleve zebramangusten på tæt hold, skal man holde godt øje. De lever nemlig i huler, men når de jager eller flytter, som de gør ofte, kan man være heldig at se en hel flok zebramanguster løbe hen over savannen i Tanzania.

3. Den helt unikke dik dik antilope

Dik dik antilope
Stående dik dik antilope
To dik dik antiloper

Dik dik antilopen er en dværgantilope, der kan blive cirka 35 til 45 centimeter høj og 4 til 8 kilogram tung. Den har fået sit navn på grund af de høje, pibende lyde de udsender, når de skal advare om, at der er fare på færde.

I modsætning til zebramangusterne lever dik dik antilopen ikke i flok. Den lever heller ikke alene som servalen. Dik dik antiloper lever nemlig i par. Når de har fundet deres bedre halvdel, lever de sammen for evigt side om side.

Dik dik antiloper er specielle dyr. Når de afmærker territorier, gør de det med tårer eller noget der kan minde om tårer. Under det sorte i øjet har de nemlig en særlig væske, de kan påfører græsset, så andre dyr kan lugte, at de bevæger sig på deres territorium.

Man kan typisk opleve dik dik antiloper på savannen i områder, hvor der er masser af planter. De små planteædere holder sig i områder, hvor der er buske med bær og blade og ofte meget lidt eller intet græs. Man skal derfor holde godt øje i sådanne områder, hvis man vil spotte et par dik dik antiloper.

4. Den besynderlige manidae

Manidae der kigger efter mad
Manidae
Sammenrullet maniedae

Manidaen er et pattedyr, der kunne minde lidt om en kombination af et bæltedyr og en myresluger. Den er dækket af skæl, så den ligner mest af alt en grankogle. Størrelsen og vægten på dette dyr afhænger blandt andet af, hvilken type der er tale om. Nogle manidaer bliver 50 centimeter lange og vejer 2 kilogram, mens andre typer bliver 5 meter lange og vejer 30 kilogram.

Når manidaer skal ud og finde føde, kan det umiddelbart virke som en umulig opgave, da de ikke har nogen tænder. Men de er til gengæld udstyret med en klistret tunge, der kan blive mere end 40 centimeter lang. Den bruger de til at fange myrer og insekter.

Deres rustning af skæl beskytter dem mod fjender. Ligeså snart manidaen føler sig truet, ruller den sig sammen til en kugle. Løver og andre store rovdyr kan ikke bide igennem den massive grankoglelignende rustning.

Hvis man gerne vil opleve dette helt specielle, besynderlige og desværre også meget truede dyr på sin tur til Tanzania, kan man kigge efter de sandede områder tæt på vand.

5. Den afrikanske zibetkat

Afrikansk zibetkat
Stående afrikansk zibetkat
Siddende afrikansk zibetkat

Den afrikanske zibetkat kan blive omkring 65 til 85 centimeter lang, 7 til 20 kilogram tung og lever mellem 15 og 20 år. Den minder mest af alt om en blanding mellem et desmerdyr og en vaskebjørn, og deres mørke, plettede pels giver dem gode muligheder for at camouflere sig.

Noget helt særligt ved den afrikanske zibetkat udover dens unikke udseende, er deres udskillelse af moskus. Moskus er et stof, som dette dyr udskiller for at markere territorier, men det er også et stof, der bliver brugt i høj grad i parfumeindustrien.

Når den afrikanske zibetkat ikke udskiller moskus, sover den for det meste – i hvert fald om dagen. Den er nemlig mest aktiv om natten, hvor den går på jagt efter både planter og andre dyr såsom insekter, fugle, fisk, små krybdyr.

Typisk kan man opleve dette spændende dyr i områder, hvor der er vand, mad og ly. Hold godt øje i bjergene, ved sumpe, på skovbunde og i træerne, hvor de ofte ligger og slapper af om dagen.

6. Den frygtløse honninggrævling

Honninggrævling
Honninggrævling spiser
Honninggrævling snuser efter honning

Honninggrævlingen bliver omkring 55 til 77 centimeter lang, vejer 9 til 16 kilogram og bliver omkring 24 år gammel. Den hører til mårfamilien, og man kan kende den på dens mørke krop overtrukket med en lys kappe af pels.

Som navnet antyder vil honninggrævlingen gøre stort set hvad som helst for en lille bid honning. Kommer man imellem dette iltre, honninghungrende dyr og dens honning, kan der nemt blive ballade. Dette lille rovdyr er nemlig både stærkt og har meget skarpe tænder, som den bestemt ikke er bange for at bruge – heller ikke mod større dyr. Faktisk er honninggrævlingen det mest frygtløse dyr ifølge Guinness rekordbog.

Når honninggrævlingen går på jagt efter honning får den hjælp af den helt særlige honninggøg, der kan opspore honning. Denne lille fantastiske fugl kan nemlig lede grævlingen til steder, hvor der er honning. Når grævlingen har gravet hul til biboet og fået sin honning, er der fri bane for den lille fugl, der herefter også kan nyde godt af udbyttet.

Hvis man gerne vil opleve den modige honninggrævling på sin ferie til Tanzania, kan man holde øje ved de tørre græsområder og de fugtige skove. De graver sig ofte ned i jorden og gemmer sig, men de kan findes oppe ved overfladen både dag og nat.

7. Den fredelige girafgazelle

Gerenuk spiser
Gerenuk
Girafgazelle

Girafgazellen kan blive cirka 80 til 100 centimeter i skulderhøjden. Som voksne vejer de omkring 28-52 kilogram afhængig af køn, og de lever i omkring 13 år. Det mest karakteristiske ved girafgazellen er, som navnet antyder, dens lange giraflignende hals.

Ligesom mange andre dyr er girafgazellen planteæder. Med sin lange hals kan den nå højere op end de fleste andre bladspisere. Men skal den nå helt op til de saftige, uberørte blade, er det typisk for dette helt unikke dyr at stille sig på bagbenene og stå op mens den spiser.

Girafgazeller bruger det meste af dagen på at spise. Når de ikke spiser, kan de finde på at slappe af eller vandre fredeligt rundt på de tanzanianske sletter i deres små flokke. De danner flokke på omkring ti individer, men det er typisk hunnerne, der trives i de mindre flokke. Hannerne går ofte alene.

Man kan opleve disse helt specielle girafgazeller gå fredeligt rundt i flokke på Tanzanias store, åbne sletter. Hvis man er heldig kan man få et glimt af en girafgazelle stå op og spise af et træ eller en busk i de tætte skove.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>